Der er flere overvejelser du skal tage stilling til, når du skal vælge den rette servomotor til din applikation. Herunder kan nævnes den hastighed der kræves, drejningsmomentet, bevægelsesprofilen, den tilgængelige plads i applikationen samt miljøfaktorer. Det betyder at den valgte motorløsning skal kunne producere det belastningsmoment og den hastighed din applikation kræver, samt imødekomme det specifikke pladsbehov og performe efter kravene under de miljømæssige betingelser der måtte være.

 

Hvad er en servomotor?

En servomotor er en del af et drivsystem der bevæger en last – for enten at flytte, bearbejde, løfte eller dreje den. Servomotoren er den muskel, der giver det nødvendige drejningsmoment, kraft og hastighed for at udføre en given funktion. Vi har skrevet et uddybende blogindlæg, hvor servomotorens bestanddele bliver beskrevet. Du finder blogindlægget her.

 

Hvordan vælges den rette servomotor?

 

Servomotorens størrelse

Størrelsen på en servomotor bestemmer, hvilken type du bør vælge. En servomotors fysiske størrelse bestemmes for det meste af det drejningsmoment som motoren kontinuerligt kan producere med en afvejning mellem motordiameter og motorlængde. En længere motor med en lille diameter kan have samme drejningsmoment som en motor med kortere længde og større diameter. En anden måde at nå kravene til motoren er ved at bruge en mindre motor og flerdoble drejningsmomentet gennem et gearhoved eller ved at anvende alternative teknologier – som eksempelvis en fladere servomotor med direct drive teknologi, en frameless motor eller en lineær motor. Hver af disse teknologier har forskellige dimensioner eller udformninger, der kan imødekomme specifikke pladsbehov.

 

Miljømæssige overvejelser

Miljømæssige hensyn kan også påvirke motorvalget på flere måder. I de fleste applikationer forbliver motorens omgivende driftstemperatur under motorens nominelle værdi (typisk 40°C). Motorerne genererer selv en bestemt mængde varme (baseret på den kontinuerlige ydeevne, der er angivet af producenten), der kommer af eller stammer fra en temperaturstigning af viklingerne og en maksimal spoletemperatur.

Hvis en motor, som f.eks. er fastsat til at producere et drejningsmoment på omkring 13,5 Nm i omgivelser på 40°C med en temperaturstigning på 130°C og en maksimal spoletemperatur på 170°C, placeres i omgivelser med 50°C, så vil den maksimale spoletemperatur på 170°C blive overskredet, når motoren kører kontinuerligt med drejningsmomentet på de 13,5 Nm. I dette tilfælde reduceres motorens kontinuerlige drejningsmoment, medmindre der vælges en større motor. Mere eksotiske miljøer kan derfor muligvis kræve kundetilpassede løsninger, herunder bl.a. alternative materialer, særlige tætningsmetoder eller andre ændringer. Motorens ydeevne kan desuden påvirkes negativt under ekstreme forhold, såsom det ydre rum, store højder og endda undervandsmiljøer.

 

Konklusion

Den servomotor der passer bedst til din applikation afhænger af flere faktorer, bl.a. den krævede hastighed, drejningsmomentet, pladsbehovet og diverse miljøfaktorer.

Det kan være uoverskueligt at vælge den rette servomotor til sin applikation, hvis man ikke har det rette kendskab til de mange forskellige motortyper og den nødvendige viden om, hvilken løsning der vil være mest optimal til applikationen.

Hvis du ikke selv ønsker at stå for det, tilbyder vi at gøre det for dig helt uforpligtende. Med over 35 års erfaring har vi den nødvendige viden og de fornødne kompetencer, som gør at vi kan hjælpe dig med at finde den servomotor, der fungerer bedst til netop dit projekt. Vi står til rådighed med ekspertrådgivning og sparring, så tøv ikke med at kontakte os – det er helt gratis.

Vi kan kontaktes på tlf. +45 74 42 18 64 eller via mail på info@gearcentralen.dk

 

 

 

 

 

Pin It on Pinterest